piller

de her her piller.......
.....
.....
....
fredagen var hård jeg var ret tæt på at bryde sammen under samtalen men kæmpe. da de så sendt mig ud og så derefter hente mig ind da jeg skulle have af vide hva de ville gør af mig og det jeg hade frygte mest...
jeg skal på piller....der gik klappen ned dog holdt jeg tårene tilbage undtaget en der nået at løbe ned af min kind imens de kigge væk.....min ven som var med mig kunne tydlig se at klappen var gået ned hos mig....hun søge heletiden for at ad min side en gang imellem for at vise at hun var lige ved siden af.....

det var bare en åndsvag weekendt at starte med piller der ville til starte med forstyrke problemmerne end de rigtig begynder at virke......dog skal jeg kun tag halve i en uge....
jeg viste ikke at der var så galt med mig........

weekendten var hård......den fik mig til at tænke mere på at måske jeg bare skulle drobbe at gå til conner.....jeg har for mange venner som slet ikke bryder sig om hinanden...at blive hivet væk at blive forladt at måtte løbe frem og tilbage heletiden.........der var to der forstod mit problem uden at jeg behøvs at sige noget...så de gik i nærheden af mig næsten heletiden...de var været fald på en afstand så de hurtig kunne træde til eller gjorder sig synlig for mig når jeg var på flugt fra problemmer igen.....
linda va jeg rigtig meget taknemlig for. hun fuldt bare efter uden jeg behøvs at sigge noget..hun viste hvornår jeg hade bruge for en der ikke have konflik med nogen og stod fast med at bare snakke og føgle efter engang imellem. jeg snakke med hende bare efter da vi var alene et øjeblik og hun sage hun godt kunne mærke det på mig og derfor viste hun bare skulle hænge på og snakke selvom de ikke b´virke intresseret i at lytte...taaakkk linda <3 og bittemus der var klar til at gribe mig når pillerne tog overhånd og søgefor at jeg have væske heletiden og forstod at jeg have nået min grænse da vi sad på toget hjem. taak <3

og...være faldet for to piger er.....træls...tænk det skulle jeg os slås med!!!! det har jeg gjort længe....
det svært...for den ene tager heletiden min hånd....og det gjorder den anden osse....de blev ikke sure når jeg forsvandt og de viste hvornår jeg var lost og ikke have nogen at hænge på og de kunne se når jeg ville hilse på nogen og lod mig gå uden at virke skufte eller sure over jeg gik....de begge to søg perfekt.....danm...dog ved jeg at de helt sikkert ikke ser mig på samme måde som jeg er faldt for dem vel......men jeg er virkelig taknemlig for deres venskab <3...jeg blev rigtig trist da jeg ikke fandt en af dem om søndagen da jeg skulle hjem......men blev glad da den anden fulgt med hen til banegården...dog nået hun os at gå inden vi fik sagt helt farvel fordi jeg var løbet op efter en billet....

og nu......er jeg glad for at være alene......der var for mange mennesker omgrin mig heletiden...hele weekendeten..og dog føglt jeg mig os ensom for jeg føglte ikke at jeg hørte til nogen steder....

tak til neko, yuki, mikuru, linda og yuki´s lille bror for at søger for at jeg fik spist og husket min medecin og at jeg fik et tryk sted at sove <3