jeg føgler mig virkelig ubrudlig.... jeg er virkelig bange for at jeg ikke kan nå hende overhovdet...
jeg har ikke lyst til at miste en ven....
jeg kan mærke at aften´s maden kæmper sig op igen. jeg føgler mig virkelig ynklig.
Min hovdepinene er blevet værrer. Mine tanker søger efter svar i min hjerne men det er som at lede efter en nål i en hø stak og jeg kan mærke at jeg bliver mere desperat og paranoi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar