nogen er sure på mig fordi jeg ikke kan lid at tale i telefon....
man kan se at de ryster på hovdet af mig når jeg fortæller dem jeg ren ffaktis har angst for at tale i telefon
"jamen du kender da mig godt" det er ikke det der er problemmet
"jamen vi har snakket mange gange før i telefonen"....men... ved i osse at jeg ren faktis står og ryster når jeg taler i telefon.... at jeg har et angst anfald som jeg prøver at holde inde.

at mit hjerte hopper ud af kroppen på mig vær gang mobillen ringer.
at jeg får flash back......

mange gange står jeg helt lammet og bare stirrer på mobilen når den ringer.
jeg går helt i sort.

igår blev jeg så taknemlig da Wolter forstod det selvom jeg føglet mig så dum og barnlig.
tsk at have angst over at snakke i telefon lyder latterligt ikke?.....
men sådan er jeg bare.....

det med at vide at man bare kan stikke telefonen til den der står ved siden af en så de tager den
er rart.

men sidder jeg fustret over dem der ikke forstår....... græder over at de er sure og skufte over mig...