legeplads

jeg elsker at være på en legeplads og klatter rundt og lege men det giver mig altid en forkert føglse inde i når jeg er på en lege plads sammen med nogen andre end dig.

jeg får altid et sug i maven og et slag i hovdet være gang jeg kigger på en legeplads og mange gange kan jeg mærke tågerne presse på, men jeg skjuler det altid med at løbe ind på lege pladsen og te mig som et barn. for jeg ville ikke vise at jeg græder. tybisk ikke.
 men at os være på en legeplads føgler jeg at jeg kommer tæt på dig eller den lille dig.
da vi var små da famillen ikke skillet os ad.

i angst grubben lykkes det dem at ren faktis få mig til at tude. at ind se hvor meget hade og savn jeg var fyldt op med. at jeg aldri har tilgivet eller tilgivet mig selv.
At jeg føglte at jeg var blevet forandreles for dig, for mærkelig, for barnlig og at jeg måske mindre dig om dårrlig tider..........

jeg er holdt op med at prøve at komme i kontakt med dig for jeg har fatte at du ikke ville have noget med mig at gøre mere.........

men jeg ville bare ønske at jeg kunne fortælle dig hvor meget jeg savner alt den glæde du gav mig.
alle de sjove øjeblikke vi have sammen fik mig til at kæmpe for mit liv...
(beklager stave fejl men det er svært at skrive når man græder....)

jeg ville så gerne undskylde for at ikke kunne redde dig den forærdelig dag.... som endt med at fylde mig med en evig had.

jeg føgler virkelig alt sammen er min skyld........... Det fyldre mine tanker hver dag..... fordi jeg aldri vokser fra det.........