det så tybisk mig. jeg ved at jeg er helt af alene nu. ingen ville se mit ansigt mere idag og straks løber der vand ud af mine øjne og ned af mine kinder.
jeg ville have haft grædt i lang tid nu...siden tirsdag i siste uge begrund af mine smerte men jeg har holdt det tilbage for at andre ikke skulle se på det.....eller hører det.....og nu fylder jeg min krop med endnu flere piller hverdag....som om jeg ikke have kvamle nok over mig selv i forvejen......
min ven har ret...jeg når aldri at leve længe nok til at blive pesonist.....
jeg kan mærke at jeg begynder at trække mig tilbage igen.....jeg er virkeligt faldte for hende...men jeg er bange for at blive såret i siste ende....og bange for at skuffe hende......jeg budte bare holde det på venne nivut......(men kan vel ikke løbe fra at der render et lille barn rundt i mig og synger i glæde om hun kommer imorgen i samtidig er der osse en anden del der løber rundt i panik over det)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar