fremad?

jeg vil rigtige gerne igang med mine story´s og og andre ting men jeg kan ikke tage mig sammen.
de fleste weekender forgår hjemme og alene.
Jeg bliver konstant syg igen (men passer stadig mit arbejde)
for en uge siden var jeg til møde hos Rigshospitalet. jeg var så navøs og det er jeg stadig. Jeg skal ca vente 2 måndre før jeg hører hvad de ville gøre ved mig.
stadig inte brev om den grubbe jeg skal starte i omgrin november Oktober. har de mun glemt mig?? må helere prøve at huske at ringe til dem imorgen.

4 arbejdes dag til og så har jeg endelig ferie i 2 uger. ville gerne have haft 3 men af ren vane sag bestilt jeg kun to uger...bokstavlig talt ved jeg ikke hvad jeg sku lave i hele 3 uger?? jeg ender altid men at gå og sumpe her hjemme og bare glæde mig til at jeg skal på arbejde igen.

der sker ikke så meget i mit liv som i kan hører X`D...og afligevel nok til at det kan stresse mig på nogen punter.

jeg bliver ved med at sige "næste år rejser jeg til udelandt i en uges tid!" 4 år efter sidder jeg stadig her på fyn og regner med at rejse næste år ^^;; jeg går i panik været år og bakker ud og føgler mig aldri klar.
men næste år håber jeg. næste år.

Min bror bor her stadig. han har ikke fundte et sted at bog endnu. meget godt da der har været nogle dage hvor min krop slet ikke ville samarbejde og jeg har været fandte isengen og ikke rigtig kunne gå.

Jeg er bange og navøs for noget der er ved at ske vis det sker men det ville jeg ikke sige noget om før det skere <3 B3

on the road again. vi sku lig bare on the road I have no fucking idear again yo!!

osv osv. jeg er begyndt at prøve at tage mig sammen til mine story´s....det..går...bare...langsomt..fremad OTL OKAY MIN OPLADER TIL MIN TABLET ER I STYKKER OG JEG VENTER PÅ AT FÅ EN NY HJEM SÅ JEG KAN FÅ MINE NOTER!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! OTL

endelig sneer det igen. Jeg har ventet hele Dec. på at det skulle ske men det kom aldri. kun en nat hvor det forsvandt lige så hurtigt det var kommet.

jeg er detsvære bare bange for at jorden er for varm det at det bliver .___.

sooo Fredag tager jeg i biffen alene :`D ehe og indtil vider er jeg vist eneste der skal se den film på det tidspunt sååå jeg bliver måske bokstavlig talt alene i hele biocafen OTL

men bagefter kommer min grubbe til svs og så skal der arbejdes på act.
glæder mig ^^

.......jeg har stadig ikke fundet et nyt hjem til Mika......jeg er så bange for at hun skal ende hos nogle fremmede mennesker så jeg aldri ser hende igen.......

gik lige op for mig at det næsten er to år siden jeg har været her og.....
inte er forandret. jeg er stadig ikke færdig med nogen story overhovdet!!!

men hey jeg er taknemlig for et arbejde. en fast rutine i hverdagene.
og hvorfor flytte jeg ikke for mig selv i første omgang!!!??

her er rart. jeg skal dog stadig vende mig til de nye lyde men her er roligt.
jeg skal ikke gå på liste tå.

nu...mangler jeg bare at få aftalt samtaler med min nye læge...om
alt der sker i mit hovde...

hej igen??

okay såå jeg har ikke været her længe fordi min bærbar....døede og ja alt fucket op idet hele taget...og jeg bostavlig talt have glemt alt om min blog ^^;;

jeg kom i tanke om min blog for en uge siden.
sikkert fordi min hjerne konstant arbejdet på høj tryk konstant.
men idet hele taget ved jeg ikke om det hele virker igen.
og hvorfor skriver jeg overhovdet?? er der nogen der læser det??

jeg har det best på mit arbejde.
jeg har det best når jeg kan stikke af til spil verden
jeg har det best når jeg graver snuden ned i Molly´s tykke mave.
jeg har det best når folk nusser mit hår og sætter min hjerne på pause.

når jeg ville se om jeg kan få det her til at virke igen.
og vis det virker så er det nok fordi Haru har hente chrome på min pc selvom jeg sagde nej
(i første omgang -.-;; ) hvordan gør hun det D:

Du skal ikke løbe mere

"AAaaahhh FORSATAN!!"

"var din mun ulv!"

"SHH!" Jeg tysset på ham.

"jaja men hvadfan laver du?? og det suden var det dig der lammet først"  Han var langt fra tilfreds og jeg rullede med øjnene.

"Noget bed mig" Jeg kiggede ned i vandte. Jeg have aldri i mit liv forstillede mig at jeg skulle rende rundt ned i en kloark som flygting fra verden vi alle kender eller den er forandret del.

År 2014 kom denne mand kaldt Professer Kim Hansen på et spængene mutation i mennesker gener og dyr genere. Han fant ud af hvordan man kunne blande generne og lad mennesket få nogle af dyrenes evener. Jeg blev utrolig fasinert af det og da han søgt frivelig der ville hjælpe ham med det meldet jeg mig på banen om sommeren. Han var ligeglad om man var klog eller have nul udannlse bare så længe man fant arbejdet og projste intresant.
Professer fungret som en lærer for mig. Jeg lærte udtroligt meget på kort tid. Hans arbejde fangte mig virkeligt og det var efterhånden sjælten at jeg var hjemme eller sammen med mine venner fordi jeg var på labritorion meste af tiden. Jeg miste mange venner på det og mine gamle hobbyer forsvandt osse med dem. i siste ende have jeg kun mit arbejde og Professer Kim tilbage. Mine forældre, famille var der stadig for mig. Mads arbejde osse under Professer Kim og var på næssten samme plan som ham. Lone som stod for tider, møder og op kalde. Hun var den der søge for det meste for os vis man kan sige det på denne måde. Vi skulle kun tænke på vores forsøg.

År 2015 et år inde i forsøgt lade Professeren pluslig alle papirene fra sig og kigget på mig.
"Lucas skal vi?" Han smillede venligt og stolt. Klokken var nok omgrin de 22 23 stykker eller noget. Jeg ved det ikke for jeg var holdt op med at kigge på tiden efter de andre gik hjem klokken 18.
"Skal hvad??" Jeg så helt lost på ham. Jeg syns ikke rigtig at vi have snakket om noget vi skulle.
Jeg rode i min hjerne efter svar. Det eneste jeg fik ud af det var hans glade latter.
"Teste det på dig vis du har mod på det?" Han pjege på køle rummet og så på mig.
"virkelig?? ville du teste generne på mig. Er det virkelig klar til det??" Jeg var spængt og nysgarig. Tænk at få muligheden for at blive halvt dyr og havl menneske. At få en stærkere og rask krop.
Han gik hen til køler rummet og tog en dosi ud der fra.
"Jeg gætter på ulv" Smille han imens han ryste glaset ligt. Jeg nikket og satte mig på hans bord og rullet mit ærme op. Han fant en nål frem og gjorder det hele klar.
En kæmpe klump brasset sig ned af min hals. Jeg hader nåle. Mit hjerte banket navøst. Jeg stoler på ham. Han tog min arm og kigget på den. Man kunne se at han have vente på det her længe.
Han renset et stykker på min arm. Han ryste. Navøs?? Nej han var spændt som et barn til juleaften der have vente på sin gave siden det stod op. Jeg så væk imens han stak nålen i mig. Det gjorder utroligt ondt. Jeg fik et plaster på og så vente vi bare.

Der gik faktis to dage før der skete noget. Jeg fik hale og ører som en ulv. Mine sanser blev berdere.
Hurtigthed og krafter kom mig til gode da jeg lærte at bruge dem efter en uge. Jeg har Aldri set min Professer så glad men Mads og Lone var langt fra glade. De var jaclou og deres opføglse begyndte at virke mistænksomt især Lone´s. Mads der imod faldt til ro efter en uge og vi kunne tale normalt med ham igen. Thank god.

Lone derimod.

År 2015 15 august blev Professer Kim dræbt. Labritoriromt blev bestjælet og brandt ned.
Vores forsøg blev som stoffer for folk. En måndre efter blev det ulovligt og alle dem som var halvt dyr og halvt menneske skulle indfanges og straffet for vi var farlige menet de.
Jeg kunne se fra mit vindu i min sælle hvordan vores by fald i ruiner. Inte var som før.
Lone tog magten alle der var sprædet inde blev løs sluppet. Undtaget mig. For hende var jeg farlig for jeg kendte alt til Professens forsøg, notater og kuren vis det skulle gå galt.
Oktober fik Mads mig ud og nu render vi rundt nede i kloarken.
Efterlysing En brun ulv med et ar på højere siden af halsen, hankøn navn lucas. Det ar fik jeg af Lone da hun flippet ud dagen efter hun opdage at Professeren have teste det på mig.
Og en anden fyr. Menneske med lyst hår. navnet Mads.

"kan du hører det??" Mads lade en hånde på min skulder og så op.
Jeg lyttede efter. Siraner?? Mun politi ikke har givet op.
"Tror du det er gode tegn?" Jeg så på ham. Jeg have ikke lyst til at blive spræget inde igen.. Aldri.
Han klappet mig et bare gange uden at sige noget. Jeg viste hva det betød og vi stod bare og lyttede i stlhed. Bare min famille var i sikkerhed.

Novmerber Have de fået pillet Lone ned med nakken eller rette sagt hun døde.
I hendes dumhed have hun blandte for mange gener sammen og det kan enes krop ikke holde til.
Der blev skabt en kur og alle blev tilbage til normalt igen. problemmet med den kur de have fået lavet var at den nedbrydet for meget i kroppen så mange døde. Dem der overlevede var dem der ikke have været halvt dyr så længe.
Jeg var en af de få der stadig var på fri fod. kuren ville blive min dø, men det for stod de ikke så de jagte mig som et vildt dyr. For dem var jeg farlig menet de.
Jeg sad i min hule i skoven og kigget op imod himmlen. Vis bare Professen stadig var i live..... men det var han ikke og nu var de begyndt at give mig skylden for hans dø.
Måske skulle jeg melde mig. Få kuren og sove langsom ind?
Det hele var trætten.
Regnen begyndte så stille at komme og så tog den rigtig fat. Små søer danne sig rundt omgrin og så gik jagten ind igen. Jeg hørte dem fra mmin højere side. De have nok troret at jeg ville hvile imens det regne og tænget at jeg ikke ville blive jagte i sådan verje. Problemmet er at de nok have ligt ret. Jeg var i været fald så træt at jeg ikke kunne mere men Mads have bedt mig om at forsatte lige meget hvad indtil han have fået gjort mig fri. Min ben kom endelig op og jeg begyndte at løbe. Hvorhen viste jeg ikke men jeg skulle bare væk.
Deres stemmer blev høj da de fant mine nye spor. Skud og hunde gø opslugte skoven.
Despeerat ledet jeg efter et sted at gemme mig. I siste ende kravle jeg op i et træ. Regnen gjorder det svært at klarte. Min fod gled heletiden og panikken gjorder det ikke berder da jeg kunne hører dem komme tættere og tættere på. Jeg kom endelig op i skujl. Min hånd presset sig imod min mun for at være stille. men så stille verjtræking som muligte selvom mit hjerte hammert afsted. De var lige under mig. De så endelig ud til at ville gå og give op for idag lige indtil grenen jeg holdt fast i knak og jeg gled ned fra træet. Smerterne jog op i min da jeg mærket jorden imod min ryg.
Jeg kunne ikke rejse mig. Begge mænden vente sig imod mig og sigte.

"Hej Lucas bare rolig en dag gør jeg dig bare fri okay. Bare lov mig at du ikke bliver fangte" Mades Klemmet min skulder.
"Hva vis jeg dummer mig?" Jeg så uroligt på ham. Hans kone satte en kop te til Mads eftersom jeg have takket nej. Hun kigget på mig og begyndte at finde nogle klæder frem.
"Du-må-aldri-stoppe-med at-løbe" Han så vredt og bestemt på mig.
"En dag Lucas en dag så ville du blive fri. Jeg ved hvem jeg skal opsøge og hvad jeg skal sige. De vil og skal hører på mig okay så indtil da så søger for at undgå skytterne. Jeg nået ikke at redde Professeren men jeg kan nå at redde dig. Høre du mig. Stop ikke med at løbe" Hans kone smillet varmt og venligt til os. hun have været så tolmodig med det hele.
Jeg glemmer aldri de to.

Undskyl Mads....Jeg holdt med at løbe.......Jeg smillede for siste gang da gavært lød.
Jeg døde. Jagten var forbi.

Mads fandt ud af det da det blev sagt i nyhederne aften efter.
En månde efter have Mads fået gjort mig en fri mand. Han have ikke stoppet selvom jeg var dø
for da han vandt mig frihed kunne han begrave det der var tilbage af mig på en kirkegård ved siden
af Professen.
Han så på vores gravesten og lade et par nye blomester...regnen begyndte og han så op.
"Du skal ikke løbe mere Lucas......du er fri....fri....."

Her til og ikke længere

Jeg kiggede på mig selv. dreje rundt et par gange foran spjelet med rasultat i et jeg var ved at falde.
De højhæle gjorder det ikke let og den blålig grøn kjolden som ingen lommer have dækket kun det de skulle. Jeg kiggede ned på mine knæ. De var næsten i alle farver fra dagns slå fra igår.
Mine arme var heler ikke berder.

Selvom det her budte være normalt fra mit gamle liv føglet det mærkeligt, ukendte og slet ikke som mig. Jeg ragte tunge til Spjelet enden jeg lade min make up. Hvor jeg dog hade det her liv. Den her pige stil men det var den eneste måde folk ville hjælpe mig og tale med mig.

På vej ud af døren fald jeg næsten over mit beskidte tøj fra igår. Mine elske støvler, mine sorte bukser, min blå vest og min næsten hvid skjote. Jeg savne verden utroligt meget. Den verden jeg kender så godt og føglet mig hjemme i selvom jeg kun have været væk fra den i nogle timer længeste jeg efter at komme tilbage og være mit drenge jeg.

Jeg løb ned af gaden for at nå min bus. Ham der køret bussen smillede venligt da jeg sprang ind af døren i siste øjeblik. Det var den samme fra igår aften da jeg var på vej hjem som mit drenge jeg og der have han ikke været så venlig..pfft røvhul.

regnen begyndte imens bussen køret. Det var næsten umuligt at se ud af vinduerne fordi det regne så meget. Hvor jeg dog gerne ud idet og føgle regnes dråber ramme min krop og fejrne alle mine smerter.
Utroligt så mange mennesker der er med idag og.....Jeg fald istave da jeg fik øje på en pige. hendes hår var tæt på sort men stadig mest brun. Det var kort men ikke så kort igen. lingene mere noget der var ved at vokse sig langt. jeg gik istå ved synet af hendes øjene.

"hej" hun satte sig ned ved siden af mig. "skal du osse af ved det store slot??"
Jeg har ingen ider hvor lang tid det tog mig at svare hende men åbenbart længe eftersom hun begyndte at virke flov. "øh" Mine kinder blev varme "J-ja det skal jeg. Jeg går i skole der"
Hun smille lettede ad jeg svare og rødmene ligt selv. Hun rømme sig før hun svare. "Jeg skal starte der idag. må jeg gå med dig ind?? mit navn er Rikke" Jeg tog hendes hånd.
"mit navn er Lucas....øh jeg mener Bettina....og selv føglig. Hvordan kunne du gætte jeg høret til på skolen??" Jeg bande i mit hovde over min dumhed. du er Bettina i den her verden husk det nu forhelve imens jeg smillede venligt til Rikke.
"dit tøj og sko" Hun pjege på mig og jeg kiggede ned af mig selv. Når ja. Dem der kig på slots skolen have kun de slags sko som jeg have på og Kjolen var os kun noget fra stols skolen af og min jakke have deres logo.....jeg tog mig selv til hovdet i dumhed.
"Er Lucas dit kalde navn" "shh!" Jeg tyste på hende og hun så helt chokket ud og flov.
Jeg mumlet i min engen flovhed "det er en længer history unskyld"
meget lang history.....fuck....jeg have næsten glemt den anden verden...begrund af hende.
"Jeg er nok den værste elv der er på skolen så vis du har brug for hjælp er jeg nok ikke den beste. jeg har ikke engang lært at neje endnu eheheheh" Jeg kløde mig bag nakkene og smillet stort og dumt.
Hun smille og grinene "Du sidder osse som en dreng. Er du fra den anden verden" fik hun sagt i sit fniss.

Det ramt mig som et slag at hun kendte til verden. "JA!" Folk kiggede.
"øhh jeg mener jeg er ikke der fra men jeg fortraker at være der....som Lucas"
Og det er så her at folk plejer at glo underligt på mig og gå sin vej, men nej hun blev ved min side.
"LUCAS!!! SÅ DET ER DIG!!" Folk gloede nu på hende og ryste på hovdet.
"ups jeg mener jeg syns nok du virket bekendt. Jeg er Lukcas du ved med kc"
komisk...jeg har mødt hende før hvorfor kunne jeg ikke huske det men da hun nævnte sit navn fra den anden verden så kunne jeg godt kende hende. skolens tøj og deres smage for make up have bare gjort det svært for mig.
Lige siden har begge verdener føglet så skønne. denne pige verden var stadig svær men Rikke gjoder den sjovog den anden drenge verden var jeg bare den heldigst dreng med en smuk og sød dig ved min side i kampene.