Du skal ikke løbe mere

"AAaaahhh FORSATAN!!"

"var din mun ulv!"

"SHH!" Jeg tysset på ham.

"jaja men hvadfan laver du?? og det suden var det dig der lammet først"  Han var langt fra tilfreds og jeg rullede med øjnene.

"Noget bed mig" Jeg kiggede ned i vandte. Jeg have aldri i mit liv forstillede mig at jeg skulle rende rundt ned i en kloark som flygting fra verden vi alle kender eller den er forandret del.

År 2014 kom denne mand kaldt Professer Kim Hansen på et spængene mutation i mennesker gener og dyr genere. Han fant ud af hvordan man kunne blande generne og lad mennesket få nogle af dyrenes evener. Jeg blev utrolig fasinert af det og da han søgt frivelig der ville hjælpe ham med det meldet jeg mig på banen om sommeren. Han var ligeglad om man var klog eller have nul udannlse bare så længe man fant arbejdet og projste intresant.
Professer fungret som en lærer for mig. Jeg lærte udtroligt meget på kort tid. Hans arbejde fangte mig virkeligt og det var efterhånden sjælten at jeg var hjemme eller sammen med mine venner fordi jeg var på labritorion meste af tiden. Jeg miste mange venner på det og mine gamle hobbyer forsvandt osse med dem. i siste ende have jeg kun mit arbejde og Professer Kim tilbage. Mine forældre, famille var der stadig for mig. Mads arbejde osse under Professer Kim og var på næssten samme plan som ham. Lone som stod for tider, møder og op kalde. Hun var den der søge for det meste for os vis man kan sige det på denne måde. Vi skulle kun tænke på vores forsøg.

År 2015 et år inde i forsøgt lade Professeren pluslig alle papirene fra sig og kigget på mig.
"Lucas skal vi?" Han smillede venligt og stolt. Klokken var nok omgrin de 22 23 stykker eller noget. Jeg ved det ikke for jeg var holdt op med at kigge på tiden efter de andre gik hjem klokken 18.
"Skal hvad??" Jeg så helt lost på ham. Jeg syns ikke rigtig at vi have snakket om noget vi skulle.
Jeg rode i min hjerne efter svar. Det eneste jeg fik ud af det var hans glade latter.
"Teste det på dig vis du har mod på det?" Han pjege på køle rummet og så på mig.
"virkelig?? ville du teste generne på mig. Er det virkelig klar til det??" Jeg var spængt og nysgarig. Tænk at få muligheden for at blive halvt dyr og havl menneske. At få en stærkere og rask krop.
Han gik hen til køler rummet og tog en dosi ud der fra.
"Jeg gætter på ulv" Smille han imens han ryste glaset ligt. Jeg nikket og satte mig på hans bord og rullet mit ærme op. Han fant en nål frem og gjorder det hele klar.
En kæmpe klump brasset sig ned af min hals. Jeg hader nåle. Mit hjerte banket navøst. Jeg stoler på ham. Han tog min arm og kigget på den. Man kunne se at han have vente på det her længe.
Han renset et stykker på min arm. Han ryste. Navøs?? Nej han var spændt som et barn til juleaften der have vente på sin gave siden det stod op. Jeg så væk imens han stak nålen i mig. Det gjorder utroligt ondt. Jeg fik et plaster på og så vente vi bare.

Der gik faktis to dage før der skete noget. Jeg fik hale og ører som en ulv. Mine sanser blev berdere.
Hurtigthed og krafter kom mig til gode da jeg lærte at bruge dem efter en uge. Jeg har Aldri set min Professer så glad men Mads og Lone var langt fra glade. De var jaclou og deres opføglse begyndte at virke mistænksomt især Lone´s. Mads der imod faldt til ro efter en uge og vi kunne tale normalt med ham igen. Thank god.

Lone derimod.

År 2015 15 august blev Professer Kim dræbt. Labritoriromt blev bestjælet og brandt ned.
Vores forsøg blev som stoffer for folk. En måndre efter blev det ulovligt og alle dem som var halvt dyr og halvt menneske skulle indfanges og straffet for vi var farlige menet de.
Jeg kunne se fra mit vindu i min sælle hvordan vores by fald i ruiner. Inte var som før.
Lone tog magten alle der var sprædet inde blev løs sluppet. Undtaget mig. For hende var jeg farlig for jeg kendte alt til Professens forsøg, notater og kuren vis det skulle gå galt.
Oktober fik Mads mig ud og nu render vi rundt nede i kloarken.
Efterlysing En brun ulv med et ar på højere siden af halsen, hankøn navn lucas. Det ar fik jeg af Lone da hun flippet ud dagen efter hun opdage at Professeren have teste det på mig.
Og en anden fyr. Menneske med lyst hår. navnet Mads.

"kan du hører det??" Mads lade en hånde på min skulder og så op.
Jeg lyttede efter. Siraner?? Mun politi ikke har givet op.
"Tror du det er gode tegn?" Jeg så på ham. Jeg have ikke lyst til at blive spræget inde igen.. Aldri.
Han klappet mig et bare gange uden at sige noget. Jeg viste hva det betød og vi stod bare og lyttede i stlhed. Bare min famille var i sikkerhed.

Novmerber Have de fået pillet Lone ned med nakken eller rette sagt hun døde.
I hendes dumhed have hun blandte for mange gener sammen og det kan enes krop ikke holde til.
Der blev skabt en kur og alle blev tilbage til normalt igen. problemmet med den kur de have fået lavet var at den nedbrydet for meget i kroppen så mange døde. Dem der overlevede var dem der ikke have været halvt dyr så længe.
Jeg var en af de få der stadig var på fri fod. kuren ville blive min dø, men det for stod de ikke så de jagte mig som et vildt dyr. For dem var jeg farlig menet de.
Jeg sad i min hule i skoven og kigget op imod himmlen. Vis bare Professen stadig var i live..... men det var han ikke og nu var de begyndt at give mig skylden for hans dø.
Måske skulle jeg melde mig. Få kuren og sove langsom ind?
Det hele var trætten.
Regnen begyndte så stille at komme og så tog den rigtig fat. Små søer danne sig rundt omgrin og så gik jagten ind igen. Jeg hørte dem fra mmin højere side. De have nok troret at jeg ville hvile imens det regne og tænget at jeg ikke ville blive jagte i sådan verje. Problemmet er at de nok have ligt ret. Jeg var i været fald så træt at jeg ikke kunne mere men Mads have bedt mig om at forsatte lige meget hvad indtil han have fået gjort mig fri. Min ben kom endelig op og jeg begyndte at løbe. Hvorhen viste jeg ikke men jeg skulle bare væk.
Deres stemmer blev høj da de fant mine nye spor. Skud og hunde gø opslugte skoven.
Despeerat ledet jeg efter et sted at gemme mig. I siste ende kravle jeg op i et træ. Regnen gjorder det svært at klarte. Min fod gled heletiden og panikken gjorder det ikke berder da jeg kunne hører dem komme tættere og tættere på. Jeg kom endelig op i skujl. Min hånd presset sig imod min mun for at være stille. men så stille verjtræking som muligte selvom mit hjerte hammert afsted. De var lige under mig. De så endelig ud til at ville gå og give op for idag lige indtil grenen jeg holdt fast i knak og jeg gled ned fra træet. Smerterne jog op i min da jeg mærket jorden imod min ryg.
Jeg kunne ikke rejse mig. Begge mænden vente sig imod mig og sigte.

"Hej Lucas bare rolig en dag gør jeg dig bare fri okay. Bare lov mig at du ikke bliver fangte" Mades Klemmet min skulder.
"Hva vis jeg dummer mig?" Jeg så uroligt på ham. Hans kone satte en kop te til Mads eftersom jeg have takket nej. Hun kigget på mig og begyndte at finde nogle klæder frem.
"Du-må-aldri-stoppe-med at-løbe" Han så vredt og bestemt på mig.
"En dag Lucas en dag så ville du blive fri. Jeg ved hvem jeg skal opsøge og hvad jeg skal sige. De vil og skal hører på mig okay så indtil da så søger for at undgå skytterne. Jeg nået ikke at redde Professeren men jeg kan nå at redde dig. Høre du mig. Stop ikke med at løbe" Hans kone smillet varmt og venligt til os. hun have været så tolmodig med det hele.
Jeg glemmer aldri de to.

Undskyl Mads....Jeg holdt med at løbe.......Jeg smillede for siste gang da gavært lød.
Jeg døde. Jagten var forbi.

Mads fandt ud af det da det blev sagt i nyhederne aften efter.
En månde efter have Mads fået gjort mig en fri mand. Han have ikke stoppet selvom jeg var dø
for da han vandt mig frihed kunne han begrave det der var tilbage af mig på en kirkegård ved siden
af Professen.
Han så på vores gravesten og lade et par nye blomester...regnen begyndte og han så op.
"Du skal ikke løbe mere Lucas......du er fri....fri....."