kniven

jeg må indrømme at jeg føgler min verden bryder sammen. men jeg ville ikke vise det.
raser ud med at skader min krop med at arbejde hårdt til det hele skriger stop!
lapper mig selv igen....forberder mig på verden alene...
lærer mig selv at bevæge mig igen alene..
prøver at nyde de små glæder..som friske vasket sokker lige fra tørtrumbleren hvor dejligt varme de føgls...

siger man er okay selvom man faktis begyndte at græde over at man slog fingerne og giver hele den skylden..
nægter at svare på folks spørgsmål om man er okay for.....det kan jeg ikke rigtigt svare på...

livet er hårdt...livet vil slå dig utallig af gange..livet vil snyde dig fra dinne drømme...men livet går osse vider...livet forsætter.....den samler dig ikke op igen...du må selv rejse dig...

hun er her stadig
du har venner
hun er her stadig
du har venner
hun elsker dig stadig
du har venner
jeg elsker hende stadig
vi er venner.....

men hvorfor kan jeg så ikke trække kniven ud af mit hjerte...

åh gud jeg mangler søvn -.-;;